Køkkenansvarlig til ungeinstitutionen Jacob Michaelsens Minde

Søg jobbet

Drift og service
Fuldtid
Fastansættelse

Kan du se dig selv lave det gode bæredygtige måltid, og har du lyst til at inkludere alle sanserne i madoplevelsen for udsatte unge? Har du lyst at stå i spidsen for en spændende gastronomisk udvikling? Så er stillingen på ungeinstitutionen Jacob Michaelsens Minde måske noget for dig?

Om stillingen
Som vores nye køkkenansvarlige får du mulighed for at udvikle og sætte dit eget kulinariske præg på køkkenet og de daglige måltider. Vi ønsker, at alt mad laves fra bunden af gode råvarer med omhu, dedikation og godt gastronomisk håndværk. Vi ønsker, at måltiderne sætter sanserne i spil og skaber nysgerrighed og begejstring, og at vi hver dag kan servere sunde og ernæringsrigtige måltider for vores unge samt medarbejdere.

Dine opgaver
Du skal koordinere og organisere køkkenproduktionen og have lyst til, at vi på sigt i højere grad får de unge inddraget i køkkenet.

Køkkenet laver mad til ca. 10-12 spisende til frokost og forbereder aftensmaden til tre afdelinger ca. 40 spisende i alt og nogle gange pårørende udefra. Opgaven er at gøre det ligetil for det pædagogiske personale i aftentimerne at lave maden færdigt.

Du har ansvaret for en høj hygiejnestandard og egenkontrol.

Din profil
Du har min. 3-5 års erfaring med at lave mad, gerne i et socialpædagogisk regi. Du elsker at lave dejlig mad til unge og voksne i et spændende hus og har en holdning til sund og nærende mad til en målgruppe, som ofte er udfordret på selektiv spisning. Du er velfunderet inden for pædagogiske måltider og har lyst til at arbejde med udsatte unge og i samråd med det pædagogiske personale. Har du grønne fingre og evt. lyst at have egen køkkenhave, vil dette også være en mulighed, da vi har et orangeri. Vi går meget op i det økologiske og klimavenlige måltid.

Du har

  • En uddannelse som kok eller professionsbachelor i ernæring og sundhed
  • Gode håndværksegenskaber i et køkken
  • Fokus på sæson og kan skabe en køkkenproduktion med 90 % økologi
  • Godt overblik
  • Gode IT-kundskaber, da varebestilling foregår elektronisk
  • Lyst til at indgå i et tværfagligt samarbejde
  • Erfaring fra lignende stillinger og interesse for borgerinddragelse er en fordel

Om dig

  • Du trives i en travl og foranderlig hverdag
  • Det falder dig naturligt at samarbejde
  • Du ser forandringer som muligheder og er indstillet på at arbejde selvstændigt
  • Du er god til at skabe overblik
  • Du er socialt anlagt og kan lide at tale med de mennesker, du laver mad til og med

Vi tilbyder

  • En arbejdsplads, der er i konstant udvikling, og hvor der er fokus på trivsel
  • En arbejdsplads, hvor medarbejdergruppen har fokus på et positivt arbejdsfællesskab med tillid og gensidig respekt
  • En arbejdsplads med god kommunikation – vi taler ordentligt, vi har et fælles ejerskab og ser og anerkender hinandens ressourcer
  • Et arbejde, hvor din indsats gør en forskel i vores borgeres liv
  • En arbejdsplads i smukke omgivelser, og som går op i den sociale trivsel
  • Mulighed for kurser og opkvalificering gennem samarbejde med Meyers Madhus

Ansættelsesvilkår
Stillingen er normeret til 37 timer om ugen og ønskes besat snarest mulig. Forventelig arbejdstid er mandag til fredag i dagtimerne.

Løn og ansættelse inden for rammerne af lokal løndannelse og gældende overenskomst. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer.

Mere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte tilbudsleder Lennart Ekberg på 24 90 00 83.

Søg via linket senest torsdag den 28. maj 2026
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler løbende. Samtalerne afholdes på Jacob Michaelsens Minde, Aggershvile Alle 1, 2942 Skodsborg.